Pygmæ-elefanten på Borneo er stærkt truet af udryddelse – Biologisk Institut - Københavns Universitet

BIO > Nyheder > Pressemeddelelser > Pygmæ-elefanten på Bor...

18. januar 2018

Pygmæ-elefanten på Borneo er stærkt truet af udryddelse

Populationsgenetik

Der har altid været stor mystik om Borneos elefanter. For at kunne hjælpe de få og særegne pygmæ-elefanter til overlevelse er det vigtigt at forstå deres oprindelse og livsvilkår i naturen. Forskere fra blandt andet Københavns Universitet er i gang med at kortlægge dens livsbetingelser og forstå, hvordan den overhovedet er kommet til Borneo.

Pygmæ-elefanten lever kun på Borneo, og den ser markant anderledes ud end dens artsfæller fra Asiens fastland. På grund af dens særegenhed og lave antal i naturen (ca. 2000 individer) er der stor interesse i at forstå dens oprindelse. I et nyt forskningsstudium, der er beskrevet i forskningstidsskriftet Scientific Reports, undersøges den lille elefant ved hjælp af genetiske metoder -  og det giver en helt ny historisk indsigt.

Man har længe troet, at pygmæ-elefanten, der både er kompakt i størrelse og væsentlig mindre aggressiv end sine artsfæller, blev indført til Borneo af sultaner i 1600-1700 tallet som royale gaver til datidens sultaner. Dermed har man ikke ment, at arten forekommer naturligt på Borneo. Denne teori har dog ikke kunne bevises endegyldigt. For at forstå pygmæ-elefantens nuværende rolle i Borneos økosystem og kultur har det stor betydning at fastslå, hvorvidt elefanten er nyligt og kunstigt indført på øen eller om den er naturligt forekommende.

Foto: Rudi Delvaux


-        ’Vi har analyseret elefanternes DNA og benyttes os af simulationer og historisk modellering til at teste forskellige scenarier for, hvornår elefantpopulationen på Borneo er opstået. Og alt tyder på, at det er sket langt tidligere en den påståede menneskelige introduktion til øen i 1600-1700 tallet. Vi anslår faktisk, at elefanten som minimum har været på Borneo siden slutningen af sidste istid – altså for 11.000-18.000 år siden’, siger Rasmus Heller, som er adjunkt på Biologisk Institut og en af forfatterne til den nye artikel.

Resultaterne viser, at pygmæ-elefantens genetiske diversitet simpelthen er for stor til, at den kan stamme fra en lille håndfuld individer indført til øen inden for de seneste 500 år.

-        ’Vi kan ikke med sikkerhed fastslå, hvorfra og hvornår elefanten allerførst indvandrede til Borneo. Men vores resultater peger i retning af, at vi skal tilbage til slutningen af sidste istid, før forfædrene til elefanterne på Borneo var reduceret til et lille antal. Det svarer til, at en mindre antal individer indvandrer til et nyt levested og en ny population opstår’, fortsætter Rasmus Heller.

Foto: Rudi Delvaux

På trods af den nye forskning er det stadig et kæmpe mysterium, hvorfor ingen endnu har fundet fossiler af elefanten på Borneo. Desuden findes elefanten kun i et ret begrænset område af det nordøstlige Borneo – hvorfor vides heller ikke med sikkerhed. En del af forklaringen vedrørende levestedet kan skyldes specielle mineralforekomster eller fødeemner, som elefanterne er afhængige af netop der. Men det er blot én af flere mulige forklaringer.

Resultaterne har væsentlig betydning for muligheden for og vigtigheden af at bevare pygmæ-elefanten på Borneo. Hvis den – som meget altså tyder på – er naturligt forekommende på øen og ikke kunstigt indført af mennesket – er den også en naturlig del af øens økosystem. Og elefanter er generelt særdeles vigtige aktører i regnskoven i kraft af deres rolle som spredere af plantefrø og deres fysiske omstrukturering af vegetationen. Det bliver derfor yderligere presserende at sikre, at populationen bevares for eftertiden.

Pygmæ-elefanten har haft stor bevågenhed af blandet andet National Geographic, WWF og BBC, hvoraf sidstnævnte har tilegnet adskillige dokumentarfilm til emnet. 

Forskningsstudiet er ledet af portugisiske, franske og malaysiske forskergrupper. Hertil kommer forskere fra UK og Danmark. Rasmus Heller fra Københavns Universitet fortsætter nu sin forskning med oprindelse, vandringer og tilpasninger i forskellige store pattedyr på hele kloden. Rasmus Heller blev under arbejdet primært støttet af en Danmarks Frie Forskningsfond samt Villum Fonden.