Den vigtigste kompetence i det moderne liv er evnen til at beherske "tegnverdenen". Et tegn er noget, som henviser til noget andet end sig selv, f. eks. en sort sky som indvarsler et kommende regnvejr. Med tegnverdenen mener jeg den heksekeddel af fortolkninger, som dagligdagen kræver af os - ikke mindst på arbejdspladserne, hvor internettets ocean af ytringer og tegn bestandig udfordrer arbejdsevnen. For blot en generation siden kunne man klare sig med middelmådige kompetencer på dette område, og skolen koncentrerede sig i stedet om at lære os at udøve "determinstisk kontrol", dvs. kontrol baseret på indsigt i nødvendige årsagssammenhænge og styringsmekanismer med fysikfaget som ideal. Selvom deterministisk kontrol stadig er nødvendig i mere traditionelle sektorer af tilværelsen, så er fremtides beherskelse knyttet til "semiotisk kontrol", dvs. beherskelsen af tegnverdenen, hvor årsagskæderne beror på fortolkning snarere end på nødvendige sammenhænge.

Denne forandring indebærer, at børns og unges nysgerrighed har ændret sig radikalt, og hvis vi vil fange dem på naturområdet må vi møde dem der, hvor deres nysgerrighed ligger, dvs. i tegnverdenen. Det indebærer igen, at den levende natur, biologiens natur, må være omdrejningspunktet for naturforståelsen, ikke den døde natur, fysikkens natur. For i modsætning til den døde natur så er livet i et og alt baseret på en evne til at forudse, at tyde, at lære. En sky eller et bjerg lærer ikke noget, men selv en bakteriekultur kan lære. Naturen er ikke så dum, som min generation lærte at tro. Og det er for øvrigt netop denne tegn-dimension ved naturen vi spontant elsker, fuglesangen, blomsternes udtryksfuldhed, de snedige samspil mellem dyr og planter etc.