Moskusoksen - en arktisk overlever mod alle odds

Højst overraskende viser ny forskning, at moskusoksen har mistet så meget genetisk diversitet på rejsen til Grønland, at den i dag er én af de pattedyrsarter med lavest gendiversitet af alle. Resultaterne er publiceret i en ny videnskabelig artikel i det velansete tidsskrift Current Biology.

Vejen til Grønland går igennem et hårdt og vanskeligt fremkommeligt landskab fra den nordlige kyst af det amerikanske fastland, over de højarktiske canadiske øer og ind ved nordkysten af Grønland. Talrige stræder skal krydses undervejs, og klimaet er et af de mest ekstreme på Jorden. Der er ikke meget føde at finde for dette store landpattedyr.. Derfor er det kun de allermest hårdføre dyr, der kan klare hele rejsen til Grønland.

Ved at analysere DNA fra 116 moskusokser fra hele moskusoksens naturlige udbredelsesområde har forskerholdet - ledet af forskere fra Københavns Universitet - nu fået detaljeret viden om, hvornår moskusoksen nåede de forskellige milepæle på vejen til Grønland. De har også fundet tydelige beviser på, at moskusoksen gradvist mistede mere og mere af sin genetiske diversitet undervejs på vandringen.

• “Tabet af genetisk diversitet skyldes en serie af ‘flaskehalseʼ, hvor et lille antal pionerer lykkes med at etablere populationer længere og længere mod nord”, udtaler studiets leder Rasmus Heller fra Biologisk Institut, Københavns Universitet. “På den måde blev genpuljen mindre og mindre, efterhånden som moskusoksen vandrede nordøstpå. Da den endelig nåede det nordøstlige Grønland, var genpuljen så udhulet, at moskusoksen faktisk burde have taget skade af det”, lyder det fra Rasmus Heller.

• En anden af studiets forfattere, Niels Martin Schmidt fra Arctic Research Centre ved Aarhus Universitet supplerer: “Mærkeligt nok ser det ud til, at moskusoksen overhovedet ikke har opdaget, at den burde have problemer med sin meget lave genetiske diversitet—faktisk noget af det laveste, man nogensinde har målt for et pattedyr. For eksempel har man anvendt de østgrønlandske moskusokser til at etablere nye, kunstige populationer rundt omkring, bl.a. i Vestgrønland, Skandinavien og Alaska. De fleste af disse populationer klarer sig fortrinligt, ja faktisk har de vestgrønlandske moskusokser oplevet en ekstrem vækst i bestanden.27 individer i 1965 er i dag blevet til over 20.000. Sådan en eksplosiv bestandstilvækst er usædvanlig for et så stort pattedyr og tyder på en meget sund og levedygtig bestand.”

Man har traditionelt ment, at en lille genpulje medfører problemer for en art, for eksempel i form af flere arvelige sygdomme, nedsat fertilitet og nedsat modstandskraft overfor sygdomme. Derfor er misforholdet mellem den grønlandske moskusokses vitalitet og dens stærkt reducerede gendiversitet en gåde.

• “Vi skal nu i gang med at undersøge, hvordan moskusoksen har undsluppet de negative omkostninger ved lav genetisk diversitet. Til det formål skal vi se mere detaljeret på de grønlandske moskusoksers komplette genom”, udtaler Rasmus Heller. “Vi håber på, at moskusoksen kan gøre os klogere på, hvordan dyrearter generelt kan overleve og endda trives, selvom de har været igennem ekstreme flaskehalse. Det er et stort mysterium i biologien.”

Mysteriet er meget aktuelt i dag, fordi der er et stigende antal arter, der er truet af udryddelse. Derfor er det afgørende at forstå, hvordan arternes genpulje influerer på deres evne til at overleve og omstille sig, f.eks. når klimaet ændrer sig hurtigt. Netop klimaforandringerne og det øgede pres som moskusoksen udsættes for, er genstand for stor bekymring udtaler Christina Hvilsom, Zoologisk Have København.

• ”Moskusoksen er en af Zoo´s fokusarter, som vi i årevis har arbejdet med forsknings- og bevarelsesmæssigt. Denne arktiske overlever er unikt tilpasset det ekstreme højarktiske miljø, så der er et stort behov for mere viden om arten, så vi også fremadrettet kan hjælpe med at sikre dens overlevelse, siger Christina Hvilsom”.

Forskerne har desuden fundet adskillige lighedspunkter i indvandringshistorien mellem den håndfuld landpattedyr, der er indvandret til Grønland, og mennesket. Mennesket og moskusoksen indvandrede formentlig til Grønland nogenlunde samtidig, de har fulgt den samme rute henover arktisk Canada og ind i Nordgrønland, og de har begge tilsyneladende skulle bruge flere fejlslagne forsøg, før de endelig fik etableret deres nuværende grønlandske bestande

Studiet er et resultat af et specialeprojekt udført af Charles Christian Riis Hansen.