Grønlandshajer lever i flere hundrede år

Siden den danske fiskeribiolog Paul Marinus Hansen for mere end 50 år siden præsenterede, at grønlandshajer kun vokser få centimeter over adskillige år, har forskere verden over spekuleret i, hvor gammel grønlandshajen kan blive. Spørgsmålet er dog forblevet ubesvaret, eftersom grønlandshajer ikke kan bestemmes med traditionelle metoder til aldersbestemmelse af fisk.

Kulstof-14-datering af hajernes øjelinser
Nu løfter en international forskergruppe, ledet af marinbiologer fra Biologisk Institut, Københavns Universitet, en del af sløret om den gådefulde haj. Ved brug af kulstof-14-datering har de nemlig fundet en metode til at aldersestimere grønlandshajen, og de opsigtsvækkende resultater er netop blevet publiceret i det anderkendte amerikanske, videnskabelige tidsskrift Science. Det er hajens øjne, der i alle årene har gemt på svaret om dens levealder.

Hovedforfatteren bag artiklen er ph.d.-studerende Julius Nielsen fra Biologisk Institut, Københavns Universitet, der har lavet undersøgelsen i tæt samarbejde med Grønlands Naturinstitut, Norges Arktiske Universitet og Aarhus Universitet.

"Vores aldersundersøgelse er baseret på kulstof-14-datering af hajernes øjelinse, som for hvirveldyr består af en helt speciel type væv, der er metabolisk inaktiv. Centrum af øjelinsen har derfor ikke forandret sig, siden hajens fødsel og vævets kemiske sammensætning har kunnet afsløre, hvor gamle hajerne er. Vi bruger veletablerede kulstof 14-metoder men i en ny kombination, og det er dette, samt den ekstremt høje alder for disse hajer, som gør studiet exceptionelt", siger Julius Nielsen.

Arkæologiske metoder genbruges med revolutionerende resultater
Øjelinsers unikke egenskaber har tidligere været brugt til aldersestimering af eksempelvis hvaler, men det er altså første gang, at traditionel kulstof-14-datering af øjelinsen er blevet benyttet til at estimere levealderen på fisk. Kulstof-14-datering er ellers en metode, man ofte kun hører anvendt inden for arkæologi, men den kan altså også anvendes her, fordi grønlandshajen bliver så ekstrem gammel. Forskerne kan også se, hvilke hajer der er født før eller efter, at hydrogenbomberne blev testet i atmosfæren i midten af 1950’erne. Disse efterlod nemlig høje kulstof 14-niveauer – en slags kemisk tidsmarkør, som nu også bliver brugt til at finde frem til den høje alder for grønlandshajen.

Studiet også et vigtigt skridt for etablering af en fremtidig bæredygtig forvaltning af grønlandshajer. Julius Nielsen fortsætter,

- "Grønlandshajer er blandt de største kødædende hajer i verden, og deres rolle som top-rovdyr i det arktiske økosystem er totalt overset. De bliver fanget i tusindtal i hele Nordatlanten som utilsigtet bifangst, og jeg håber, at vores studier kan være med til at få mere fokus på grønlandshajen i fremtiden”. 

Et tværfagligt samarbejde
Det er forskere fra Aarhus Universitet, som har været ansvarlige for kulstof-14-analyserne, og studiet er et godt eksempel på en synergi-effekt, som opstår, når forskellige forskningsfelter arbejder sammen og udnytter hinandens kompetencer. Analyserne, som ligger til grund for resultaterne, baserer sig på det komplekse samspil mellem atmosfærisk fysik og fiskebiologi. Jesper Olsen fra Aarhus Universitet siger:

”Dette studie af Grønlandshajens alder har kun kunnet finde sted på grund af et tæt samarbejde mellem Biologerne fra Københavns Universitet og Grønlands Naturinstitut med deres faglige viden om hajer og forskere fra Aarhus Universitet med en faglig viden om kulstof-14. Selve målingen af kulstof-14 er uproblematisk, hvorimod modellen, som er anvendt til at aldersbestemme de længste og ældste Grønlandshajer, har været udfordrende.”

Aldersundersøgelsen af grønlandshaj er en del af et ph.d.-projekt omhandlende grønlandshajens generelle biologi og løber i første omgang over 3 år. Projektet undersøger også andre aspekter af grønlandshajens biologi. Hajerne er gennem en længere årrække hovedsageligt indsamlet som bifangst fra Grønlands Naturinstituts årlige fiskeundersøgelser, samt UiT Norges Arktiske Universitets, DTU Aquas og Københavns Universitets forskningsfartøjer. Det internationale forskerhold bag artiklen i Science består også af forskere fra Den Blå Planet Danmarks Akvarium, Oxford University (England), Indiana University South Bend (USA) og Virginia Institute of Marine Science (USA).

Emner