Katten med de mange liv

Store rovdyr er normalt meget følsomme over for ændringer i økosystemet. Deres position på toppen af fødekæden giver typisk anledning til små populationsstørrelser, og gør, at de påvirkes af enhver forstyrrelse længere nede i fødekæden. Som en konsekvens heraf har topprædatorer som regel en relativt lav genetisk diversitet. Genetisk diversitet er meget vigtig for en arts’ evne til f.eks. at tilpasse sig miljøændringer og dermed overleve på længere sigt (se faktaboks).

Ekstraordinær genetisk diversitet i en ekstraordinær kat
Forskergruppen fra Biologisk Institut, Københavns Universitet har netop offentliggjort de første komplette genomer fra den afrikanske leopard i det velansete Cell Press tidsskrift Current Biology. Forskerne DNA-sekventerede arvemassen i 53 afrikanske leoparder og sammenlignede genomet med nært- og fjernere beslægtede arter af store kattedyr. Til deres overraskelse fandt de, at den genetiske diversitet i den afrikanske leopard er ekstremt høj: næsten fire gange højere end Amurleopardens, dobbelt så høj som løvens og næsten fem gange højere end gepardens.

Patrícia Pečnerová, postdoc ved Biologisk Institut og delt førsteforfatter forklarer:
- ”Den exceptionelle genetiske diversitet er højst sandsynligt en konsekvens af leopardens bemærkelsesværdige evne til at undgå dramatiske reduktioner i populationsstørrelsen. Vi fandt, at deres populationsstørrelser har været relativt stabilt store over hundredetusindvis af år og mener, at det afspejler artens enorme tilpasningsdygtighed, som blandt andet viser sig i et langt bredere fødevalg end de andre store rovdyrs.”

Vandrer igennem alle habitater i Afrika – men hvor længe?
Den høje genetiske diversitet var ikke den eneste overraskelse gemt i de afrikanske leoparders genom. Forskerne opdagede desuden, at leoparderne i forskellige dele af Afrika genetisk set er ret ens.

Kristian Hanghøj, én af studiets ledende forfattere, forklarer:
- ”Vi mener at leoparden over en evolutionær tidsskala har bevæget sig mere frit over hele det afrikanske kontinent end stort set alle andre pattedyrsarter, og genpuljen er dermed blevet blandet godt og grundigt. Leoparden har en unik evne til at klare sig i stort set alle habitater og miljøer, og hverken uigennemtrængelige regnskove eller øde ørkener har hindret leopardens bevægelse over årtusinderne.”

Resultaterne er bemærkelsesværdige, fordi de rokker ved vores forståelse af topprædatorer som de, der reagerer dårligst på ændringer i økosystemet. De understreger desuden, at en ”allrounder” som leoparden har været bedre sikret mod at uddø end de mere specialiserede kattedyr, eksempelvis geparden, gennem de seneste par millioner år.  

Den afrikanske leopards exceptionelt høje genetiske diversitet er en god nyhed i tider, hvor listen over truede dyr vedbliver med at vokse. Genetisk mangfoldighed kan være med til at give leoparden bedre mulighed for at tilpasse sig fremtidige miljøændringer, herunder klimaforandringer og ødelæggelse af dens naturlige levesteder. Menneskeskabte ændringer af naturlige habitater foregår dog i øjeblikket i så stort et omfang og så højt et tempo, at det er næsten umuligt for vilde dyr at tilpasse sig. Tidligere studier har vist, at 48-67% af den afrikanske leopards naturlige levesteder er forsvundet gennem de seneste 300 år.

- ”For at sætte vores resultater i perspektiv er det vigtigt at understrege, at den afrikanske leopard trods alt stadig står over for alvorlige trusler om udryddelse, afslutter Patrícia Pečnerová.