Ole Maaløe

(1915-1988)

Ole Maaløe blev læge i 1939, men havde en særlig interesse i forskning. Tre år senere blev han ansat på Seruminstituttet, hvor han i 1946 forsvarede sin disputats som immunolog. Allerede to år senere - i 1948 - blev han udnævnt som afdelingsforstander for Standardiseringsafdelingen på Seruminstituttet.

Ole Maaløe var udadvendt og trivedes i det stærke biokemiske grundforskningsmiljø, der prægede København i tiden efter anden verdenskrig. Det videnskabelige miljø var levende og åbent over for omverdenen med utallige besøg fra førende, internationale forskere. Selv rejste Ole Maaløe gerne. Han besøgte en række mikrobiologiske laboratorier rundt om i verden, og han etablerede hurtigt et stærkt internationalt forskernetværk, der var repræsenteret af store forskernavne, heriblandt Max Delbrück (nobelprismodtager i 1969) og James D. Watson (den ene halvdel af makkerparret Watson & (Francis) Crick, bedre kendt som nobelprismodtagere (1962) for opdagelsen af DNAs dobbeltstrengede molekylestruktur i 1953 (sammen med Maurice Wilkins).

I 1955 udnævntes Ole Maaløe som institutleder for det daværende Mikrobiologisk Institut, der lå i Øster Farimagsgade i København. Han fik hurtigt samlet et internationalt team, der husede over 60 udenlandske forskere og et talrigt antal studenter, der satte København på verdenskortet.

Ole Maaløe er blandt andet kendt for

• immunologi og bakteriers infektionsmønstre
• bakteriofager og bakteriepopulationer
• bakteriers biokemi og molekylære biologi
• bakteriers kontrolmekanismer